Digital trivsel 4

Hybrid ledelse i 2026: Derfor er samtalen om private afbrydelser også vigtig

Forleden holdt jeg et oplæg om hybridledelse anno 2026 for en gruppe erfarne IT-ledere. Det blev til en af de samtaler, man tager med sig hjem som en krøllet note i tasken, fordi den rammer lige ned i et af de største huller i moderne distanceledelse: Manglen på reel digital arbejdshygiejne. Og den enkeltes ansvar for egen digital trivsel.

 

 

Hvorfor HR ikke kan sikre jeres digitale trivsel

Vi taler meget om de kulturelle aspekter af hybridt arbejde, men vi glemmer ofte, hvem der reelt ejer ansvaret for de digitale rammer, vi navigerer i. Traditionelt har emner som digital trivsel og adfærd været placeret hos HR. Men i en hverdag præget af hybrid ledelse / distanceledelse har HR en væsentlig barriere: De har sjældent hænderne på de tekniske knapper, eller måske den tekniske forståelse til helt at forstå hvad der bør justere. De kan formulere politikker om “fokustid”, men de kan ikke ‘kode’ systemerne til at understøtte det i praksis.

Omvendt har IT-afdelingen magten over knapperne, men deres fokus er ofte låst på drift og sikkerhed – ikke på, hvordan teknologien påvirker vores mentale båndbredde. Måske har vi faktisk brug for en “digital antropolog” i IT. En profil, der kan designe “defaults”, som aktivt skærmer os mod arbejdsrelateret støj, og både forstår mennesket og maskinen.

Elefanten på skrivebordet: De private selv-afbrydelser

Men teknikken kan ikke gøre det alene. Under mit oplæg forleden fangede en deltager en vigtig mangel på min slide: Vi taler gerne om mødeoverload og Slack-notifikationer, men vi undgår den svære samtale om det private. 

Telefonen, der lyser op på bordet. Instagram-appen, der åbnes pr. automatik. Beskeden fra familien midt i den dybe fokustid.

Disse “selv-afbrydelser” er en massiv trussel mod vores trivsel, men de kan ikke løses med rigide regler eller IT-forbud. Vi kan ikke (og skal ikke) diktere medarbejdernes privatliv, men vi er nødt til at tale om den betydning, det har for deres evne til at præstere og deres mentale overskud. Det er faktisk et af de centrale elementer, i vores koncept omkring TechLifeBalance, men mere om det en anden gang. 

Fra kontrol til selvforståelse

Inden for distanceledelse er tillid fundamentet. Derfor skal vi ikke møde de private afbrydelser med kontrol, men med dialog og selvrefleksion. Erfaringen viser alligevel også at medarbejdere, enten finder andre veje omkring, eller andre græsgange. 

Som ledere er det derfor vores opgave at skabe et rum, hvor vi kan tale åbent om:

      • Impact: Hvordan påvirker det din trivsel, når du skifter kontekst mellem arbejde og privatliv 50 gange om dagen?

      • Selvforståelse: Hjælpe den enkelte til at se mønstrene i deres egne selv-afbrydelser.

      • Behov: Hvornår er det vigtigt at være “på” privat, og hvornår skaber det unødig stress?

    Lederens nye rolle: Facilitator af den svære samtale

    God hybridledelse i 2026 handler også om at turde italesætte det, der foregår uden for virksomhedens systemer. Og ret beset, handler det jo ofte også om os selv som ledere. Vi skal hjælpe hinanden til en bedre selvforståelse, så vi selv kan tage styringen over vores digitale opmærksomhed. 

    Løsningen er en kombination: En IT-afdeling, der bygger det tekniske værn, og en leder, der tør tage samtalen om de menneskelige vaner.

    Er jeres organisation klar til at tale om det, der rent faktisk afbryder os?

    Forfatter

    • Jesper

      Jesper har mere end 15 års ledelseserfaring fra blandt andet Microsoft, herunder 8 års praktisk erfaring som leder af internationale teams på tværs af 8 lokationer. Jesper har praktisk erfaring med at bygge og lede teams der navigerede i det hybride setup, med en base af ansatte i Dublin og resten spredt i EMEA. Gennem virksomheden LeapForward har Jesper holdt flere seminarer om emnet, og rådgiver bla. kunder om effektiv hybrid ledelse og samarbejde.

      View all posts