En undersøgelse fra University of California (The Cost of Interrupted Work – 2008) så på omkostningerne ved afbrydelser på arbejdspladsen. Vi ved det godt. Det sker jo ganske ofte at vi bliver afbrudt i en vigtig opgave, og hvis man er som mange, er det nok taget til de seneste to år, hvor mange af os har måttet samarbejde på afstand med digitale værktøjer.
Universitetet brugte observatører på arbejdspladser der fulgte ansattes aktiviteter gennem dagen, ned til mindste detalje. Undersøgelsen viste først og fremmest, at nogle afbrydelser er bedre end andre. Hvis afbrydelsen matcher den aktuelle opgave, så kan det faktisk ende ud med at være en fordel, at man bliver afbrudt og måske får netop det input der var brug for. Men arbejder man på en specifik opgave der kræver fordybelse, og bliver afbrudt med et helt andet emne, så skifter vi også vores kognitive ressourcer helt væk fra den givne opgave. I disse situationer viser undersøgelsen, at det i gennemsnit tager 23 minutter og 15 sekunder at komme tilbage til opgaven.
Men er det altid andre der driver afbrydelserne?
Selv oplever jeg at det ofte er mig, der afbryder mine egne opgaver. Jeg bliver distraheret af notifikationer på mobilen, får pludselig en impulsiv idé og skifter opgave, eller laver ubevidste overspringshandlinger som feks. at læse nyheder. Og det ser ud til, at jeg ikke er den eneste synder. Undersøgelsen viste, at halvdelen af de målte afbrydelser er selvafbrydelser.
Vi skal lære at navigere på den hybride arbejdsplads
De fleste virksomheder rapporterer et fald i mental sundhed og en stigning i medarbejdernes udbrændthed. Vores undersøgelser blandt kunder viser at dette er et af de underliggende problemer. Den øgede digitalisering gør os mere sårbare for konstante afbrydelser, og hvis vi vil komme stress og mistrivsel til livs skal vi hjælpe hinanden med at navigere bedre i den digitale hverdag. Vi skal finde en balance, hvor vi kan samarbejde og hjælpe kolleger, når der er behov, samtidig med at vi respekterer den tid, der er booket til fordybelsesopgaver.
Jeg rækker hånden op som den første frivillige, der begrænser selvafbrydelser, afholder mig fra overspringshandlinger og husker at respektere andres tid. Ofte handler det jo bare om at overveje om jeg virkelig behøver svar lige nu, eller om det fint kan vente nogle timer.
